Religion

 

To kirkelige retninger

I sidste halvdel af 1800 tallet stod indre mission meget stærk i Hundborg og omegn, en holdning som sikkert var en udløber af den store vækkelse på vestkysten.

I Vorupør var der i 1890-erne den kendte og nidkære præst M. C. Madsen, som var meget stærk i troen. Han prædikede inderlig og til tider hårdt ikke ulig pastor Moe fra Harboøre. Han var i nogle år hjælpepræst ved sognepræsten pastor Nielsen, og der er ingen tvivl om, at han også har haft stor indflydelse på befolkningen i Hundborg.

 

På nogenlunde samme tid – måske endda foranlediget af den stærke indre mission – opstod der en grundtvigsk retning i Hundborg, som begyndte at holde friskole først rundt i hjemmene, men i 1895 blev friskolen bygget i øvrigt der, hvor friskolen stadig ligger, og der blev antaget en fast lærer. En grundtvigsk højskole kom også til i 1895 på marken, hvor den store mindesten står. Højskolen fik dog en relativ kort levetid.

 

Disse to retninger kom i de næste mange år til at stå i et mærkeligt modsætningsforhold. Geografisk delte de groft sagt byen ved kirken, således at den vestlige bydel med opland var domineret af missionsfolkene, mens det samme var tilfældet med grundtvigianerne i den østlige bydel. Det var ikke sådan at der var nogen strid eller uvenskab mellem de to fløje, men de delte alligevel byens liv i to dele, idet der ikke kunne arrangeres større ting, som de to fløje kunne være sammen om.

Grundtvigianerne grundlagde en frimenighed, hvor de holdt deres egne gudstjenester med deres egen præst, og de havde forskellige aktiviteter såsom en aktiv foredragsforening, deres samvær foregik i forsamlingshuset, mens missionsfolkene samledes i missionshuset. Der kunne være enkelte steder, hvor forskellene stødte sammen, og det kunne være i bestyrelser for f. eks. brugsforening og mejeri.

 

Der fortælles om et mindre opgør en gang i mejeriets bestyrelse, hvor missionsfolkene ville have mejeriet stoppet om søndagen, dels fordi de ikke ville levere mælk om søndagen, dels for at give mejeriets folk lejlighed til at komme i kirke. Kompromisset blev, at mejeriet kørte lørdag aften, for dem som ikke ville levere mælk om søndagen, men mejeriet kørte også om søndagen for de andre.

Det var en dårlig og bekostelig ordning, som kun fungerede i kort tid.

 

Op gennem tiderne har der været meget markante personer i begge lejre – nogle af dem måske endda lidt stivsindede, men efterhånden som de faldt fra, opblødtes forholdet. En mærkbar ændring kom også ved ansættelse af Anker Sølvsteen som sognepræst. Han formåede til en vis grad at samle tropperne. Ved hans gudstjenester var det ikke usædvanligt at se grundtvigianere i kirken.

 

I dag må vi sige, at det gamle skel mellem fløjene ikke mere er så synlige, man lever mere efter devisen: Vi vil jo dog begge den samme vej, lad os da sammen gå!