Hundborg Kirke

 

Hundborg Kirke

Historien om kirken kunne fylde en hel bog, derfor tages kun essensen med her.

Hundborg Kirke er antagelig - iflg. en præstetavle, som hænger i koret - bygget i 1100 - 1200 tallet, men om- og tilbygget flere gange.

Bl.a. blev kirken på et tidspunkt forlænget med et tårn, som igen blev nedrevet i 1686.

I 1896 blev våbenhuset bygget om.

 

Kirken fotograferet før 1896, da våbenhuset blev bygget om.

 

Før Reformationen tilhørte alt kirkegods den katolske kirke, men ved reformationen 1536 blev det overtaget af kongen, som så igen bortforpagtede, solgte eller forærede det til adelen og sognenes herremænd.

 

Derved har Kirken på forskellige tidspunkter tilhørt hovedgårdene Ulstrup og Råstrup, samt en kort tid Peder Nielsen Moldrup til Vestervig Kloster, der samtidig også ejede Jannerup Kirke. Men da han var berygtet for at drive uhæmmet rovdrift det kirkelige gods, fratog Kongen ham retten til Hundborg og Jannerup kirker i 1706, og Hundborg Kirke kom igen under Ulstrup.

 

I 1915 overgik kirken til selveje og har derefter hørt til Hundborg sogn forvaltet af et menighedsråd.

 

Hundborg Kirke fotograferet omkring år 1900.

Som det ses, er der ikke ændret meget de sidste godt hundrede år:

 

Et epitafium kranset af laurbærblade som hænger på nordvæggen i kirken fortæller, at familien Kaas til Ulstrup er begravet i kirkens kor, og trods epitafiets tekst om, at familien Kaas skal have eneret til denne begravelsesplads, blev også familien Sparre til Råstrup begravet i koret.

 

Alt kirkens inventar er lavet til kirken.

Bl. a. er kirkens smukke altertavle, prædikestol, degnestol og præstestol udført af Bieldsnieder Søren Pedersen, Horsens og skænket af sognepræsten Oluf Nielssøn Hosum (1691), som også skænkede det smukt bemalede pulpitur bagerst i kirken.

 

På sydsiden af kirkemuren vest for våbenhuset er indmuret gravminder bl. a. over Broder Aslak.

 

Hundborg kirke med tårnet,

der ikke blev bygget.

Midt i 1900 tallet opstod tanken om igen at bygge et tårn på kirken, og der blev igangsat en pengeindsamling i sognet til en tårnfond.

I 1990’erne havde man imidlertid opgivet tanken om et tårn, og tårnfonden blev nu benævnt som en orgelfond, hvor pengene skulle gå til et nyt orgel. Det blev anskaffet i 1999.

 

Kirkegården omkring kirken er antagelig anlagt samtidig med kirken, mens kirkegården på sydsiden af landevejen er anlagt i 1937, yderligere blev der først i 1990-erne tilkøbt et jordstykke på nordsiden af den gamle kirkegård til fremtidige begravelser.

 

I maj 2006 blev der på den søndre kirkegård opstillet en skulptur

udført af stenhugger Steen Jensen, Nykøbing M. navngivet "Hyrdestaven".

Skulpturen er opstillet på den anonyme gravplads.

 

Listen over præster ved Hundborg Kirke omfatter i 1900-tallet følgende:

1897 - 1931: Hans Peter Nielsen gift med Alma Sophie Magdalene Hansen.

1931 - 1938: Søren Bækgaard f. 1897 gift med Edele Kirstine Nielsen (2. Hustru).

1938 - 1969: Theodor Christian Willer gift med Elfrida Birkely.

1969 - 1979: Carl Johan Vemmelund gift med Lis.

1979 - 1990: Anker Sølvsteen gift med Grethe.

1990 - 2009: Jørgen Hansen Erbs gift med Hanne.