Kommunen

 

Hundborg-Jannerup kommune

 

Sigfred Bang, den sidste kæmner, fortæller om gamle dage i en lille kommune

 

Før første kommunesammenlægning i 1970 var landet opdelt i en masse små kommuner. Disse kommuner blev ledet af et folkevalgt sogneråd på en seks til ni medlemmer med en sognerådsformand i spidsen. Mange kommuner var langt under 2000 indbyggere. I de helt små kommuner, havde man ingen ansat administration, men et medlem af sognerådet blev valgt til kommunekasserer. Denne kasserer havde kasse, bogholderi, regnskab m.m. i hjemmet, hvor det hele foregik fra et par skuffer i skrivebordet. Et sted her i amtet, påstod man, blev kommunens bilag opbevaret i en zinkbalje under sengen. Samme sted gik de tilsendte cirkulærer efter sigende direkte i papirkurven. Hvor sandt disse historier er, skal jeg ikke udtale mig om, men der er ingen tvivl om, at der visse steder blev taget meget praktisk på tingene. Det var en anden tid, med små krav til tilværelsen, og mange kommuner havde udover aldersrenten slet ikke taget det sociale sikkerhedssystem i brug og havde måske heller ikke behov for det. Der fandtes faktisk kommuner, hvor der eksempelvis aldrig blev udbetalt andre sociale ydelser end aldersrenten, som folkepensionen hed den gang.

 

Hundborg-Jannerup kommune var en af de lidt større kommuner med næsten 2000 indbyggere. Vi nåede aldrig ”ønsketallet 2000”, men lå i mange år og vippede deromkring. Her var der ni medlemmer i sognerådet.

Kommunen dækkede området Hundborg sogn, Jannerup sogn og Vorupør sogn samt Kronens Hede i Vang, der i sin tid var en kongegave til ejeren på ”Råstrup” i forbindelse med en barnedåb.

Omkring 1950 købte daværende sogneråd Vorupørvej 226 af arkitekt Jens Hansen til kommunens administration. Før den tid var administrationen fordelt mellem kommunekasserer og sognerådsformand.

 

Der blev indrettet en alt for lille lejlighed i overetagen til en familie, der skulle fungere som pedel og holde hus og have samt lave mad til og beværte sognerådet.

 

Ansatte på kommunekontoret

På samme tid ansatte man kommunens første kæmner tidligere købmand Søren Rahbæk Svendsen og lidt senere ansatte man Jenny Christensen som kontormedhjælper. Jenny var ikke ret stor, så hun måtte sidde på to skatteprotokoller og en pude for at nå bordet. Efter en del år blev Jenny gift med sin nabo skomager A. Langgaard og opgav da det kommunale job.

 

Hun blev afløst af Karen Margrethe Frostholm. S. R. Svendsen var kæmner i mange år, men gik på pension i sensommeren 1956. Karen Margrethe Frostholm overtog derefter kæmnerstillingen, og jeg blev ansat som elev 14. juli 1956. På et tidspunkt blev styrken suppleret med Harriet Kjær, der samtidig styrede kommunens bibliotek, der de første mange år havde til huse i et lokale i kommunekontorets kælder. Senere flyttede biblioteket til Hundborg skole. I 1964 blev det Karen Margrethes tur til at gifte sig og forlade det kommunale arbejde. Jeg overtog herefter kæmnerstillingen og der blev ansat en elev. Senere blev Elsebeth Poulsen ansat på deltid.

 

Sognerådsvalg

Hundborg-Jannerup kommunes sogneråd var sammensat af repræsentanter fra Hundborg, Jannerup og Vorupør.

Valg til såvel sogneråd, folketing og amtsråd blev afviklet på 4 stemmesteder nemlig kommunekontoret i Hundborg, Jannerup skole, Faddersbøl skole og Vorupør skole. Da der kun var 1100 til 1200 stemmeberettigede vælgere i kommunen, var der selvsagt ikke meget at se til på stemmestederne i Faddersbøl og Jannerup.

Første gang jeg skulle hjælpe til ved et valg, blev jeg sendt til Faddersbøl skole. Vi fik ikke mange besøg, selv om stemmeprocenten sikkert var høj, men det blev virkelig en festlig oplevelse, for det var en flok ”røvere”, jeg var havnet iblandt. Der blev fortalt historier, og man, især et par stykker, sad og sendte stikpiller til hinanden i al gemytlighed. Man røg, det man kunne overkomme, og tyggede skråtobak resten af tiden, hvilket betød, at man med jævne mellemrum skulle hen og spytte ind i den sorte kakkelovn. Optællingen efter kl.20 var en let sag, og så gik rejsen hjem til kommunekontoret med resultatet. Her blev det endelige resultat udregnet og spændingen udløst. Der var altid mødt en del personer, som ønskede at overvære udregningen. Kandidaterne var som regel også mødt og gik blege omkring indtil spændingen var udløst.

Stemmestederne i Faddersbøl og Jannerup blev nedlagt sammen med skolerne.

 

Der blev opstillet på såvel politisk som upolitisk liste, som det fremgår af følgende eksempel fra ”Kommunevalget i Hundborg-Jannerup Kommune den 14. marts 1950”(overskriften på stemmesedlen).

A (socialdemokratiet) med 5 kandidater fik 153 stemmer, D(venstre) med 9 kandidater fik 134 stemmer, E (retsforbundet) med 5 kandidater fik 54 stemmer, F (Vorupør upolitisk) fik 276 stemmer, G (indre mission) fik 106 stemmer, H (Jannerup) fik 109 stemmer, og endelig J (husmandsforeningen) der fik 85 stemmer. Der var indgået listeforbund mellem A-J og G-H. Der var 1199 stemmeberettigede vælgere (i 1946 var der til sammenligning 862), og der blev afgivet 917 gyldige stemmer. Mandaterne faldt således: 2 til A, 1 til D, 0 til E, 3 til F, 1 til G, 1 til H, 1 til J.

 

Stående udvalg

Sognerådet var valgt for en fireårig periode og konstituerede sig med stående udvalg som i dag. Praktisk set havde udvalgene ikke den store betydning og var ikke tillagt ret mange opgaver, idet opgaverne stort set blev forelagt det samlede sogneråd. Jeg vil derfor kun omtale et par udvalg.

Først kasse- og regnskabsudvalget der svarer til nutidens økonomiudvalg. Sognerådsformanden stod i spidsen for dette udvalg, der bestod af tre medlemmer. Som fornemste opgave var udvalget bemyndiget til at underskrive dokumenter på sognerådets vegne, og udvalget skulle føre et vist tilsyn med administrationen bl.a. foretage uanmeldt kassekontrol. Jeg husker dog kun enkelte besøg af kasseudvalget. Det var en ret håbløs opgave, da udvalgsmedlemmerne ikke havde de fornødne forudsætninger. Man overlod derfor, som klog var, dette tilsyn til kommunens revision.

Skoleudvalget kunne godt være et meget interessant udvalg. Der var bare det problem, at der også var nedsat en skolekommission, der varetog de samme opgaver og faktisk lidt mere og refererede til sognerådet. Der var derfor ikke rigtig plads til et ekstra skoleudvalg.

Vejudvalget var derimod det rigtige sted, hvis man ville have indflydelse, selvom formanden for udvalget var slem til at bestemme selv. De andre to måtte nøjes med at deltage engang imellem og ellers se betydningsfulde ud. Vi husker især en vejudvalgsformand, uden dog at huske navnet, der tog sig af tingene på en noget selvstændig måde.

Det gjaldt om for sognerådsmedlemmerne, at holde sig godt orienteret, man skulle hænge godt på for at følge med i, hvad der skete. Man skulle også gerne kunne svare på forskellige aktuelle spørgsmål, når man sad i kaffeselskab, og fortælle lidt interessant fra sognerådets arbejde.

 

Vejmanden

Udover det allerede nævnte personale havde kommunen en fastansat vejmand. Den sidste af slagsen var vejmand Agner Kristensen, der beklædte stillingen i mange år på en meget dygtig og samvittighedsfuld måde.

Vejmanden havde et tæt samarbejde med vejudvalgsformanden. Da de to personer var meget forskellige og således opfattede mange ting på hver sin måde, kunne det jo hænde, at det slog gnister et eller andet sted, og da vejmanden havde et dejligt letlevende temperament, kunne det godt være spændende at overvære, når de to stødte sammen.

Vejmanden havde to-tre personer som fast medhjælp.

Dengang var der vinter i Danmark og ofte perioder med hård frost, sne og fygning. Til at klare snerydningen havde kommunen aftale med en vognmand i Hundborg og en i Vorupør om at køre sneplov. Agner vejmand var indsatsleder og var sædvanligvis selv fast mand på Hundborg ploven. Når forholdene krævede det, var der ekstra mandskab med skovle bagpå bilen i tilfælde af, at ploven sad fast, og skulle graves fri, eller der skulle ryddes ekstra i vejkryds og lignende steder.

En umulig vinterdag, indstillede ploven arbejdet ved 16-tiden, plovfører Kristoffer Rysgaard og vejmanden, samt sognerådsformanden, der ikke kunne komme hjem på grund af vejret, indkvarterede sig for natten på kommunekontoret. Efter en hyggelig aften fik Rysgaard stillet en seng til rådighed, hvorimod de to andre måtte klare sig med stolehynder på gulvet i sognerådets mødelokale. Desværre fik jeg natlogi et andet sted og gik derfor glip af oplevelsen.

Ved midnat ringede telefonen, der skulle jordmoder og måske læge til en meget ubekvemt beliggende gård. Da Rysgaard fik denne besked steg han ud af sengen, men væltede så besvimet om på gulvet. Man fik ham dog på benene igen ved hjælp af kamferdråber og fik ham ud i ploven. Der blev tilkaldt forstærkning med skovle, og så drog kamptropperne ud i vinternatten. De stakkels mennesker asede flere timer med at nå frem til gården.

Fødslen derimod gik vist først i gang hen ad foråret.

 

Sognerådets møder

Sognerådet holdt møde en gang om måneden. Det var sognerådsformanden, der satte dagsorden. En del af mødet var i princippet offentlig, men jeg husker ikke, vi har haft tilhørere. I min kæmnerperiode deltog jeg i sognerådets møder, men ikke i udvalgsmøderne. Efter mødet blev der budt på kaffe og kage – til tider smørrebrød. Der var indrettet spisestue i kælderen i det tidligere bibliotek.

 

Skatter

Efter jul gik vi i gang med at oprette mandtalsliste og skatteprotokoller, og der blev udsendt selvangivelser. Det foregik alt sammen som håndarbejde med fyldepen. Jeg har endnu min dejlige ”Parker 51”. Det foregik på den måde, at én sad med folkeregister-kortene og fandt de skattepligtige personer frem, og to andre skrev hver sin mandtalsliste, hvoraf skatterådet skulle have det ene eksemplar.

Hele sognerådet var medlem af ligningskommissionen og deltog i ligningen. Før ligningen blev selvangivelserne udsat for en kritisk gennemgang. Dette arbejde tog et par dage eller tre. Medlemmerne var delt op i tre grupper, der hver gennemgik en stak selvangivelser og lavede notater. Under selve ligningen deltog et medlem af skatterådet og lejlighedsvis en fra amtsligningsinspektoratet. Jeg førte protokollen.

Det var interessante og lange dage fra kl. 9 til kl. 17, og jeg tror, sognerådsmedlemmerne nød det. I de dage var der fuld forplejning på kommunekontoret, og det var rigtig god mad. Et medlem udtrykte sig således: ”Her sidder vi og frådser, mens æ ku´en å æ dreng må nyves med nøj stejt flæsk”.

Ikke mindre interessant var torskegildet, der fulgte efter. Her var det morsomt at iagttage, hvordan en trykket situation kunne indvirke på folks opførsel og udseende, ligesom det var morsomt at høre, hvorledes man kunne snakke over sig. Skatterådets repræsentant var gennem mange år den lune og gemytlige tolder Madsen fra Krik. Han havde en ganske særlig evne til at slutte af med et lille uskyldigt spørgsmål, der kunne få folk til at falde i og røbe sig.

 

Ærinde på kommunekontoret - pantefogden

Dengang havde folk ærinde på kommunekontoret. Man skulle i det mindste betale skat og hente folkepension, hvis man ellers var berettiget hertil. Skatten var opdelt i fire kvartaler og blev indbetalt ved personlig henvendelse. Overholdt man ikke betalingsfristen, blev restancen overgivet pantefogden til inddrivelse. Det var ofte de samme personer, der kunne forvente besøg af pantefogden, men det havde så den fordel, at de kendte hinanden godt, så det tog man nok ikke så tungt. En kone bad således fogden om at stille bilen bag huset, så den ikke kunne ses fra vejen, og det rimelige ønske blev selvfølgelig efterkommet. Den sidste lokale pantefoged i Hundborg-Jannerup kommune var Johannes Bojer, Lars Kjærs Vej. Da han ophørte på grund af bøvl med helbredet, blev vi tilsluttet Pantefogedcentralen, og blev tilknyttet en pantefoged, der var bosiddende på Mors.

Jeg vil lige slutte af her med en sjov lille historie:

Vi havde en mand, som vi altid havde en værre tur med. Vi måtte rykke og rykke og true med alle landsens ulykker, men lige meget hjalp det.

Jeg indkaldte ham derfor til en lidt mere alvorlig snak om tingene, og det endte selvfølgelig med, at ham blev tosset og skældte ud i stride strømme. Han sprang rundt på gulvet og rasede, mens jeg sad roligt ved mit skrivebord. Da han fandt ud af, at der ikke var mere at forhandle om, stillede han sig hen foran vinduet og sang fra salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”, hvorefter han forsvandt ud ad døren uden et ord til farvel. Få dage senere kom manden med en check på det fulde beløb, og vi snakkede som om omtalte hændelse aldrig havde fundet sted.

 

Kontor i Vorupør

Udover kommunekontoret i Hundborg havde vi ”kontor” i Vorupør. Vi havde lejet os ind i spisestuen hos fisker Anders Josefsen, Vesterhavsgade, hvor vi havde åben hver 14-dag. Her kunne Vorupørfolket ordne deres mellemværende med kommunen. I min tid som assistent var det min opgave, og jeg nød disse Vorupørdage.

Første gang havde det dog nær taget modet fra mig. En gammel fisker, stillede sig i døren og gav mig alle tiders møgfald og lovede mig ”et par på di kjæber” i en meget olm tone. Det viste sig at være hans måde at lave sjov på. Han blev i øvrigt en af mine rigtig gode venner.

 

Pengetransport

Den første i måneden var der udbetaling af folkepension. Det var noget af en festdag.

Vi indgav bestilling på penge til Hundborg Sparekasse, men da de ikke lå inde med så store beløb, rejste sparekassedirektøren med bussen (rutebilen)til Thisted, gik op til Sparekassen Thy efter pengene og vandrede tilbage til rutebilstationen med tasken fuld af penge. I dag lyder det mærkelig, og det gjorde det vel egentlig også den gang, men der skete aldrig noget.

Så skiftede Sparekassen direktør. Den nye direktør havde bil, og i den tog han turen til Store Torv, hvor han parkerede bilen og gik over i Sparekassen efter pengene.

Han blev dog efterhånden betænkelig ved den procedure, og vi aftalte derfor, at jeg skulle køre for ham. Jeg holdt så udenfor Sparekassen Thy som en anden bankrøver og ventede på, direktøren kom ud med pengene, og så agede vi hjem til Hundby med udbyttet.

 

Sidst i 50-erne var sognerådsformanden bosiddende i Vorupør, og han insisterede på at deltage i pensionsudbetalingen i Vorupør, hvad vi absolut ikke var begejstret for. Vi måtte imidlertid affinde os med det. Det var i min assistenttid, så det blev derfor mig, der skulle tage turen. Jeg havde selvfølgelig afstemt kassen før afrejsen fra Hundborg. Formanden placerede sig ved bordenden med kassen foran sig. Jeg fandt kvitteringen frem og fortalte, hvad pensionisten skulle have udbetalt. Formanden talte derefter pengene op alt imens han snakkede med de tilstedeværende og tændte pibe i en uendelighed. Enhver vil kunne forstå, at det altid var med en vis spænding, vi gik i gang med at tælle kassen op, når slaget var slut. Det kunne jo godt hænde, at der manglede lidt penge. Når jeg så havde afstemt kassen, spurgte formanden ”Hvor meget skal jeg så af med” - tog så tegnebogen frem og betalte ved ”Kasse 1”, hvis der var givet lidt ekstra ud. Det kunne jo også ske, at pengene kom tilbage igen lidt senere.

 

Ved formandsskiftet blev der sat en stopper for den fremgangsmåde. Senere udbetaltes pensionen i lønningsposer, og så var alle problemer løst.

 

Revision

Hundborg-Jannerup kommune hørte under daværende Thisted Amt, som bl.a. havde til opgave at føre tilsyn med kommunerne. Det betød, at kommunens budget og regnskab skulle tilsendes amtet til revision og godkendelse. Amtet vurderede bl.a., om vi havde anmeldt korrekt til refusion ved staten, så vi fik de penge hjem, vi havde krav på og ikke flere. Det betød også, at amtet kontrollerede vores bogføring, og at amtsrevisionen pludselig stillede i døren og foretog uanmeldt kasseeftersyn.

Udover amtets kontrol havde vi som tidligere omtalt kasse- og regnskabsudvalgets beskedne indsats. Dertil havde vi et par lokale revisorer, der ligeledes kom på kassekontrol uden at have andre forudsætninger herfor, end at det var flinke folk, og vi behandlede da også hinanden med gensidig respekt, og vi hjalp dem faktisk med gennemgangen.

Nej vores eftersyn var lagt i hænderne på Kommunernes Revisionsafdeling, hvorfra der kom kompetente folk, der overtog både kasse og bogholderi for en meget kritisk gennemgang. Det var et par dage om at gøre, hvor de simpelt hen gik alt igennem. Der blev udarbejdet et protokollat, der blev forelagt sognerådet og amtsrevisionen fik tilsendt en kopi. Det var dygtige folk, og de var mine bedste samarbejdspartnere, som jeg tilligemed kunne bruge som konsulenter.

 

Store projekter

Op gennem de glade 60-ere skete der meget i kommunerne.

Hundborg-Jannerup kommune var ingen undtagelse. Af større projekter kan nævnes regulering og asfaltering af kommunens vejnet – især Hundborg-Jannerup vejen og Hundborg-Snedsted vejen og Jannerup-Sjørring vejen var store og dyre projekter, ligeledes kloakering i Hundborg og Vorupør.

Selv om disse anlæg blev udført som beskæftigelsesforanstaltning med statsstøtte var det tunge drenge, der trådte hårdt i kassen. Der blev endvidere bygget ny 7 klasses skole i Hundborg og Vorupør. Det gamle Hundborg Hvilehjem blev købt, renoveret og indrettet til alderdomshjem.

Kassebeholdningen slog ikke til i disse år, men der måtte en betydelig låneoptagelse til.

 

Kommunesammenlægning

I 1969 tiltog snakken om sammenlægning af de små kommuner til større enheder. Denne debat nåede selvfølgelig også kommunerne i Thisted amt. Der blev drøftet for og imod. I starten var der ikke stor interesse for en sammenlægning, men som tiden gik vendte stemningen til fordel her for.

Man drøftede nu sammenlægning mellem to-tre-fire små nabokommuner, men disse drøftelser strandede efter min mening altid på to ting: Hvem skal være borgmester? og Hvor skal administrationen ligge?

Hvis ikke dette svar faldt ud til spørgers fordel, takkede man nej til sammenlægning, så kunne man lige så godt gå i samlet flok til Thisted Kommune – og sådan blev det.

Fra 1. april 1970 blev de 17 landkommuner i området lagt sammen med Thisted købstadskommune.

Her forliste Hundborg-Jannerup kommune og gik ned med mand og mus. Personalet blev i sammenlægningsaftalen tilbudt ansættelse i stor-kommunen.

Kæmnerne fra de små kommuner blev tilbudt lederstillinger i den nye kommune.

Vi måtte hver fremkomme med to ønsker, og jeg var så heldig at få mit primære ønske som leder af forsorgsafdelingen opfyldt.

Hundborg-Jannerup kommunes sognerådsformand Peder Fink fik et godt valg til det nye byråd og et solidt mandat.

Fink bejlede derfor med rette til borgmesterposten, men blev slået på målstregen af sognerådsformanden fra Sjørring-Thorsted kommune Holger Visby, der blev en dygtig og kompetent borgmester.

Fink fik i stedet tildelt posten som socialudvalgsformand. Herved kunne vores tætte samarbejde fortsætte i Thisted kommune.

Set i bakspejlet er jeg overbevist om, det var den rigtige beslutning, der dengang blev truffet. Kommunerne overtog så mange nye opgaver i disse år, hvor især kan nævnes sygekassen og kildeskatten, at de små kommuner ikke kunne løse opgaverne uden stor personaletilgang. En voldsom personaletilgang fandt da også sted i storkommunen op gennem 7o-erne. Det sjove er imidlertid, at én af argumenterne for kommunesammenlægningen netop var, at en sammenlægning ville være personalebesparende.

Selve sammenlægningen, skal jeg jo ikke fortælle om her, men det var en meget interessant opgave at tage del i, men samtidig en opgave, der krævede en stor arbejdsindsats gennem lang tid - af hele teamet.

 

Efter opfordring fra Hundborg Lokalhistoriske Arkiv. sb- marts 2008