Tørvegravning

 

Tørvegravning i Hundborg Mose

 

Hvorfor er tørv interessant?

I "gamle dage" gravede man tørv i Hundborg Mose. Tørvene var et meget vigtigt brændsel, så man kunne lave mad og varme husene op.

 

Hvad er tørv?

Tørv dannes i moser og består af døde plantedele. På grund af iltmangel i vandet er plantedelene kun blevet delvist nedbrudt. Den ufuldstændige nedbrydning bevirker, at indholdet af kulstof stiger. Da kulstof er brændbart, er tørv velegnet til brændsel.

I dag bruges der ikke tørv i Danmark, men tørv bliver stadig brugt mange andre steder i verden til brændsel, især i u-landene.

 

Hvordan?

Man skelner mellem 3 typer tørv: skæretørv, æltetørv og pressetørv. I Hundborg Mose har man hentet æltetørv. Arbejdsgangen er sådan:

1. Tørvene graves op.

2. De æltes til en masse, der kan formes

3. De formes.

4. De tørres.

 

Denne korte gennemgang gælder uanset om arbejdet blev udført år 200 f. Kr. eller om det var 1950. Efterhånden udviklede man bedre redskaber og i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man at bruge maskiner.

 

Hvornår begyndte man at udnytte tørv?

De første mennesker her i landet har uden tvivl brugt træ til brændsel. Men da stenalderfolkene slog sig ned og blev bønder, begyndte de at fælde skovene for at få landbrugsjord. Efterhånden blev der mangel på træ, og for 2-3000 år siden blev det nødvendigt at bruge tørv i stedet for.

 

Den romerske historiker, Plinius (23-79 e.Kr.) skrev om "et folkeslag, der beboede Nordsøens kyster, med hænderne tog dynd op af sumpene og tørrede det mere ved vinden end ved solen, for derefter at brænde det og derved varme deres spise og deres af Nordens kulde stivfrosne lemmer".

 

I Danmark viser arkæologiske fund i moserne, at tørvegraverne omkring 200 år f. Kr. brugte træredskaber. Man har gravet tørvedyndet op og æltet det sammen med mosevand. Derefter har man formet tørvene med hænderne og lagt dem til tørre. De tørv, der er fundet fra den tid var ovale, ret flade og ca. 15 cm. lange.

 

Selvforsyning og handel med tørv

Mosernes udnyttelse til brændsel var i hele tidsrummet indtil ca. 1900 præget af selvforsyning. Man gravede tørv til dækning af eget forbrug. Mosearealerne blev fordelt mellem landsbyerne og mellem gårdene efter størrelse. De jordløse og husmændene havde ikke nødvendigvis ret til at skære tørv og var henvist til gårdmændenes godgørenhed. I middelalderen var det almindeligt, at velstående jordejere udviste godgørenhed mod de fattige ved at give dem lov til at grave tørv i mosen til eget forbrug.

 

Årets gang i tørvemosen.

Tidligere sagde man, at tørv og brænde skulle i hus inden Sankt Hans, da ugerne efter Sankt Hans plejer at være våde. Hvis det skulle nås, måtte man i gang i tørvemoserne midt i maj, lige så snart forårsarbejdet i marken var overstået.

 

Fra håndkraft til maskinkraft.

Jens M. Jørgensens bedstefar fortalte om sin arbejde i mosen i slutningen af 1800-tallet: "tørveproduktionen foregik simpelthen ved, at de gravede et hul i tørvejorden, hældte vand deri, hvorpå de iført træskostøvler trampede rundt til det var blevet en vælling (læver), derefter blev det skovlet op og lagt i form. Formens størrelse mener jeg var ca. 115 cm. i firkant, dens kapacitet var to snese og jeg mener hver tørv var ca. 8 X 12 X 2 tommer. Formene var lavet af fyrretræ, senere asketræ, da det var stærkere og lettere. Formene var forsynet med et håndtag i to af hjørnerne, som personen, der jævnede massen, tog fat i når han vendte formen og dermed var klar til næste trillebørfuld."

Jens M Jørgensens far begyndte at arbejde i mosen ca. 1917. Da blev der benyttet æltemaskine trukket af en hest i en hestegang. Hesten blev spændt for enden af en ca. 5 meter lang trækstang. Den fik et reb fastgjort til hovedtøjet og ind til hestegangen, hvilket bevirkede, at den gik i rundkreds.

I maskinen blev den opgravede jord æltet, mens der blev tilsat vand. En mand gravede jord og smed den op til maskinen. Ofte fra et dybt hul - op til 5-6 meter. En anden mand fyldte jord i maskinen. En tredje mand kørte den færdige blanding på en trillebør hen til formene, hvor en fjerde kom jorden i formen og flyttede formen til næste læs.

Efterhånden blev der opfundet andre maskiner, der kunne øge produktionen. Det blev også almindeligt at sætte en elevator eller transportør ned i tørvegraven. Dette kunne jo lette det hårde arbejde med at smide tørvejorden flere meter op.

 

Lokomobil

Før 1900 var man begyndt at bruge lokomobiler i moserne. Et lokomobil er en dampmaskine, der kan flyttes.

Et lokomotiv og og et lokomobil er i familie med hinanden. Begge dele er dampmaskiner. Et lokomotiv skal trække en last af vogne på en jernbane. Et lokomobil er et lokomotiv der ikke bevæger sig.

Et lokomobil udfører sit arbejde på ét sted og bruges til at få andre maskiner til at udføre et arbejde. Det kan i mosen være en transportør, en æltemaskine, et transportbånd og alle andre ting, som skal drives af en motor. Det var nødvendigt, at lokomobilet blev betjent af en fyrbøder, som skulle fyre op i lokomobilet. Lokomobilerne var tunge at flytte og slemme til at sætte ild i mosen.

Et helt tørveværk bestod typisk af transportør, æltekasse, lokomobil og dyndbeholder. Et sådant tørveværk krævede en arbejdsstyrke på ca. 10 mand.

Billedet viser et tørvegravningshold ca. fra 1890.

Læg mærke til lokomobilet til højre og æltemaskinen bag folkene. I horisonten anes Hundborg Mølle.

 

Omkring 1920 blev lokomobilerne erstattet af petroleumsmotorer. Herved sparede man fyrbøderen.

Før 2. verdenskrig var der også kommet dieselmotorer og en enkelt traktor i mosen. Men under krigen blev det umuligt at skaffe olie og petroleum, så man gik over til gasgeneratorer.

 

Verdenskrigene

Fra slutningen af 1800-tallet steg samfundets behov for energi. Samfundet var inde i en voldsom omvæltning. Der skulle bruges strøm til maskiner på fabrikkerne og til lys. Der skulle bruges energi til skibe, tog og senere til biler. Derfor ændredes tørvefabrikationen sig fra at være til selvforsyning til at være nærmest industriproduktion.

 

Specielt under verdenskrigene, hvor tilførsel af kul og olie fra udlandet gik i stå, blev der stor efterspørgsel efter tørv. Og produktionen steg derfor voldsomt.

Jens M. Jørgensen beretter: Under krigen var der mellem 20 og 25 maskiner, der æltede tørv i mosen og de kørte alle med fuld kraft ti timer pr. dag, også om lørdagen. Den daglige produktion skulle helst ligge over 3000 snese om dagen.

I besættelsestiden arbejdede ca. 500 personer hver sommer i mosen, heraf var ca. halvdelen kvinder og børn. Arbejdet var akkordarbejde og der kunne tjenes gode penge. For æltning blev givet 1,25 kr. pr. 1000 snese, rejsning ca. 2 kr. og stakning med 24,00 kr. for samme mængde. Børnene rejste tørvene og kvinderne stakkede dem i 300 og 150 sneses stakke.

 

Afslutningen.

Få år efter afslutningen af 2. verdenskrig blev olie og kul så billig, at der ikke længere var brug for tørvene.

 

Kilder:

Artiklen Tørvefabrikation i Hundborg Mose af Jens M. Jørgensen, Årup. Udgivet i Sydthy Årbog, 2003.

Artiklen Hundborg-Gjærsbøl mose af Elsa Brandt Lassen. Udgivet i Historisk Årbog for Thy og V. Han Herred, 1998.

Mosebrug, tørvegravning og tørveindustri af Søren Toftgaard Poulsen. Udgivet af Formidlingstjenesten ved Hjerl Hedes Frilandsmuseum